forsiden  > Arbejdsgiver  > Faktaark  > Rekruttering fra Østlande
Faktaark 7 - Nye regler for ansættelse af medarbejdere fra Østeuropa

Siden 1. maj 2004 har statsborgere fra de østeuropæiske EU-lande (EU-8) kunnet arbejde i Danmark på betingelse af, at de har en opholds-og arbejdstilladelse. Den såkaldte østaftale er nu blevet revideret, så det bliver lettere at rekruttere fra Østeuropa.

De nuværende regler kan i korthed beskrives på følgende måde:

Arbejdstager fra EU-8 skal fortsat have en opholds- og arbejdstilladelse, hvis de skal ansættes hos en dansk arbejdsgiver. Tilladelsen kan gives, hvis følgende kriterier er opfyldt:
• Den ugentlige arbejdstid skal være af minimum 30 timers varighed.
• Løn- og ansættelsesforholdene skal være overenskomstmæssige eller på anden måde sædvanlige.
• Arbejdsgiveren skal være indeholdelsespligtig i henhold til kildeskatteloven (indeholde A-skat) og må ikke være omfattet af en lovlig arbejdskonflikt.

Overenskomstdækkede virksomheder kan fremover forhåndsgodkendes til at ansætte arbejdstagere fa EU-8. Godkendelsen vil gælde nærmere beskrevne arbejdsfunktioner. En forhåndsgodkendt virksomhed vil efterfølgende kunne ansætte EU-statsborgere inden for de forhåndsgodkendte arbejdsfunktioner. Det konkrete ansættelsesforhold skal anmeldes til Udlændingestyrelsen, der efterfølgende meddeler opholds- og arbejdstilladelse til den enkelte arbejdstager.

Ved ansættelse på ikke overenskomstdækkede virksomheder vil Udlændingestyrelsen typisk høre de regionale arbejdsmarkedsråd om, hvorvidt de tilbudte løn- og ansættelsesforhold er sædvanlige for den pågældende type arbejde i den pågældende del af landet.

Den reviderede østaftale indebærer herudover følgende ændringer:

1) Fortsat arbejde mens ansøgning om forlængelse behandles
En medarbejder kan fortsætte med at arbejde, mens ansøgningen om forlængelse af deres opholds- og arbejdstilladelse behandles. Udlændingestyrelsen skal have ansøgningen senest en måned før opholdstilladelsen udløber.

2) Mulighed for tilladelse til pendlere
Borgere fra EU-8 kan få opholds- og arbejdstilladelse, hvis de arbejder for en dansk arbejdsgiver, men bor i udlandet. Man skal kunne dokumentere, at lønnen er overenskomstmæssig eller på anden måde sædvanlig.

3) Udvidet ret for studerende til at arbejde
Statsborgere fra EU-8, der studerer i Danmark på erhvervskompetencegivende og SU-berettigede uddannelser, kan arbejde på samme vilkår som studerende fra andre EU-lande. Der vil således ikke længere være krav om særskilt arbejdstilladelse til studerende fra EU-8.

Mere information på www.bm.dk

 

 
 
  Job, rekruttering og uddannelse i udlandet