forsiden  > Arbejdsgiver  > Nyhedsbreve og artikler  > 10 tips til en vellykket udlandsrekruttering
10 tips til en vellykket udlandsrekruttering

1. Vær præcis i stillingsopslaget
Når din virksomhed slår en stilling op i udlandet, skal profil- og kravbeskrivelsen til jobbet skal være meget mere detaljeret, end når virksomheden søger en dansk medarbejder. Eksempelvis er det ikke nok at skrive ”udlært murer”, fordi der kan findes mange forskellige typer mureruddannelse i udlandet. Derfor skal ordet ”murer” uddybes med beskrivelse af, hvilken type murerarbejde, der er tale om – er det pudsning af facader, flisearbejde eller andre typer murerarbejde?

2. Fortæl om lønforhold i stillingsopslaget
I Danmark nøjes vi tit med at skrive ”løn ifølge overenskomst” eller lignende. En udenlandsk medarbejder har meget ofte et stort fokus på lønnen, så derfor er det vigtigt at være meget mere præcis og sætte konkrete tal på lønnen. Hvis du som arbejdsgiver ikke ønsker at skrive lønnen, kan du skrive minimumslønnen eller et løninterval.

3. Informer internt i virksomheden
Det er vigtigt, at de danske kolleger er klar til at tage godt imod den nye medarbejder fra udlandet. Sæt fokus på, hvorfor virksomheden har valgt at rekruttere fra udlandet, og tag en snak med medarbejderne om, hvad I hver især kan gøre for at få den nye medarbejder til at finde sig til rette i jobbet.

4. Vær klar i kommunikationen
Vær klar i kommunikationen både i forhold til den nye udenlandske medarbejder og i forhold til dine øvrige medarbejdere i virksomheden. Forventningsafstemning og klar kommunikation er en vigtig nøgle til succes med udenlandsk arbejdskraft.

5. Hjælp den nye medarbejder med kontakt til myndigheder og banker
For en udlænding kan kontakt til myndigheder og banker være en vanskelig affære, som kan skabe problemer. Derfor er det en god idé, at den danske arbejdsgiver hjælper sin nye medarbejder med det praktiske omkring skattevæsen, sundhedskort, EU-opholdsbevis, bankkonti, A-kasse m.v.

6. Hjælp medarbejderen med at finde en bolig
Det kan være meget svært for en udlænding at finde en bolig i Danmark, før han eller hun ankommer. Derfor er det en stor hjælp, hvis du som arbejdsgiver kan hjælpe med at finde en bolig – om ikke andet blot et midlertidigt sted, indtil medarbejderen er kommet på plads i jobbet. Som dansker har du langt flere kontaktflader og muligheder for at afsøge boligmarkedet, end en udlænding har.

7. Sørg for fleksibel arbejdstid
Udlændinge, der arbejder i Danmark, har ofte deres familie i hjemlandet. Derfor er mange interesserede i fleksibel arbejdstid. Det kan være, at den udenlandske medarbejder foretrækker en arbejdsuge på fire lange dage, hvorefter han eller hun rejser hjem til sin familie på forlænget weekend.

8. Træk på andres erfaringer
Det er en god idé at trække på andres erfaringer, når du ønsker at rekruttere arbejdskraft fra udlandet. Ofte vil der være virksomheder i dit lokalområde, som kan give dig inspiration – blandt andet til, hvordan du kan hjælpe din nye medarbejder med at finde en bolig. Du kan også henvende dig til det lokale Erhvervsråd eller din arbejdsgiverforening.

9. Udpeg en mentor på arbejdspladsen
Det er en god idé at udpege en mentor på arbejdspladsen, som kan hjælpe den nye, udenlandske medarbejder med at finde sig til rette. En mentor kan både hjælpe den nye med faglige og praktiske spørgsmål – og være bindeleddet til det kollegiale netværk på arbejdspladsen.

10. Kontakt dit Workindenmark-center med spørgsmål
De tre nye Workindenmark-centre i Århus, Odense og København er bemandet med i alt 30 specialister inden for udlandsrekruttering. Du er altid velkommen til at ringe, kigge forbi eller sende en mail – og få gode råd, hvis der er noget, du er i tvivl om. Det kan være om, hvordan du opslår en stilling, eller hvordan du skal forholde dig, når din nye medarbejder ankommer til Danmark. Blandt andet kan centrene tilbyde din nye medarbejder en velkomstpakke

 

 

 
 
  Job, rekruttering og uddannelse i udlandet