forsiden  > Arbejdsgiver  > Nyhedsbreve og artikler  > Coop har succes med rekruttering i Sverige
Coop har succes med rekruttering i Sverige

Det tager kun 30 minutter at tage turen fra Coop Danmarks hovedkontor i Albertslund til Malmö. Det benytter HR-afdelingen sig af, når virksomheden skal opslå ledige stillinger.

Coop Danmark har flere gange taget turen over Øresundsbroen for at rekruttere svensk arbejdskraft. Det er specielt lærlinge, butiks- og salgsassistenter, slagtere, bagere og produktionsfolk, som Coop Danmark er på udkig efter. Disse typer arbejdskraft er der nemlig stor mangel på specielt i København og i Nordsjælland. Men på den anden side af Øresundsbroen er der ledighed inden for disse fag, og derfor er det let at finde svenske medarbejdere til Coop Danmarks butikker.

- Samtidig er det nemt at tiltrække svenske medarbejdere, fordi mange har en økonomisk fordel ved at arbejde i Danmark. Lønnen målt i kroner og ører er nogenlunde den samme i de to lande, men vores svenske medarbejdere drager nytte af en kursgevinst, idet den svenske krone har en lavere kurs end den danske, siger Claus Kjeldsen, der er rekrutteringschef i Coop Danmark.

- Det betyder, at den svenske medarbejder får en god portion ekstra i lønningsposen, når den danske løncheck bliver vekslet til svenske kroner,
Dertil kommer, at den danske arbejdsuge er på 37 timer, mens den svenske er på 40 timer.
 
- De tre timers forskel kan den svenske medarbejder bruge til transport, og på den måde bliver den samlede arbejdsuge i Danmark ikke længere, end den ville have været i Sverige.

Claus Kjeldsen gør opmærksom på, at der samtidig er løn under lærlingeuddannelsen i Danmark. Det er ikke tilfældet i Sverige – og derfor er svenske elever tiltrukket af Danmark.

Mange kandidater at vælge mellem
Når Coop Danmark opslår en ledig stilling i Sverige, sker det via Platszbanken.se, der er den svenske pendant til AF’s Jobnet.dk i Danmark. Svenske virksomheder har pligt til at melde deres ledige stillinger til den svenske arbejdsformidling, og derfor bruges den også aktivt af jobsøgende.
 
- Vi har meget positive erfaringer med Platzbanken. Når vi slår en stilling op, har vi hurtigt flere kvalificerede kandidater at vælge mellem, siger Claus Kjeldsen. Samtidig oplever Coop Danmark, at stadig flere svenskere uopfordret lægger deres CV ind i emnebanken på virksomhedens danske hjemmeside.

- Det, at svenskere selv kontakter os, er for mig at se et godt tegn på, at integrationen i Øresundsregionen fungerer.

Det er let at finde rundt i reglerne
Coop Danmark har mange års erfaring med nordiske medarbejdere, idet virksomheden i 2002 fusionerede med Coop-butikkerne i Sverige og Norge.
- Fusionen betød, at vi fik en del medarbejdere fra både Norge og Sverige til Danmark. Dengang var det dog temmelig vanskeligt at finde rundt i junglen af skatteregler og særaftaler mellem de nordiske lande, påpeger Claus Kjeldsen. Det er blevet meget lettere i dag, hvor der kun er én vigtig ting, man som dansk arbejdsgiver skal være opmærksom på, når man ansætter svenskere, nemlig reglen om, at en svensk ansat i Danmark ikke samtidig må arbejde i Sverige. Gør han eller hun det, kan den danske arbejdsgiver via det svenske skattesystem blive beskattet med 30 procent af lønnen. Men bortset fra denne særregel oplever Claus Kjeldsen, at arbejdsmarkedet i Øresundsregionen generelt er rigtig godt harmoniseret. Og de sprogproblemer, der naturligvis dukker op i ny og næ giver kun anledning til et godt grin – og ikke til problemer på jobbet.

Hent yderligere information om rekruttering her:
www.workimport.dk
www.oresunddirekt.com
www.oresundsoverblik.com

 
- Det er vigtigt at sætte sig godt ind i forholdene på det svenske arbejdsmarked, når man rekrutterer svensk arbejdskraft, lyder et godt råd fra Coop Danmarks rekrutteringschef Claus Kjeldsen. Eksempelvis har en svensk slagterelev ingen praktik under uddannelsen i Sverige. En nyuddannet svensk slagtersvend har derfor ikke nødvendigvis prøvet at filetere.
 
  Job, rekruttering og uddannelse i udlandet