Det var ikke ligefrem lysten, der drev servicechef Jan Jensen fra SSI-Schaeffer til at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Det var regulær nød. Man skulle bruge elektrikere og det skulle være nu!
Det har siden vist sig at nøden bragte gode vinde med sig. De mange tyske medarbejdere har virkelig vist sig at være en gevinst for den jyske virksomhed.
SSI-Schaefer havde forgæves forsøgt at få fat i danske elektrikere, men uden held. Så overvejede Jan Jensen at sætte en annonce i Flensborg Avis. Men inden han nåede så langt, kom Eures ind fra sidelinien med assistance.
- Vi var noget skeptiske, men blev glædeligt overraskede, da vi få dage efter modtog ansøgninger fra en række dygtige og kvalificerede elektrikere fra Tyskland, fortæller Jan Jensen, der samtidig fik praktisk assistance til det officielle papirarbejde under hele rekrutteringsforløbet.
Og fortsættelse følger: I dag er der ansat en god håndfuld tyske elektrikere og regner med at komme op på otte IT-folk. De nye folk nyder alle stor respekt fra deres danske kolleger for deres høje faglighed og stabilitet.
- Det kræver selvfølgelig en ekstra indsats og lidt tålmodighed på de indre linjer at ansætte udlændinge. Sproget er f.eks. en meget vigtig del af hverdagen. Derfor betaler vi intensive dansk-kurser til alle vores udenlandske medarbjdere og kommunikerer udelukkende på dansk, fortæller Jan Jensen.
- Det tager selvfølgelig mere tid i starten, men ser vi på slutresultatet, så undgår vi fejl og mangler i slutproduktet, fordi vi alle taler samme sprog og forstår opgavens omfang, slutter Jan Jensen, der er overrasket over, hvor let det har været med papirarbejdet i forbindelse med ansættelserne:
- Der hvor vi har haft de største problemer er faktisk i bankerne med oprettelse af lønkonti. Men det blev selvfølgelig løst, smiler han.