Danish Crown Ringsted har nu for tredje gang rekrutteret faglært arbejdskraft i Polen. De erfaringer virksomheden har gjort sig har udmøntet sig i en række gode råd om, hvad man bør overveje, når man ansætter medarbejdere fra udlandet. Her kan du læse personalechefens gode råd.
I starten af året manglede Danish Crown faglærte slagtere til en helt ny skærestue med 60 pladser. Virksomheden søgte udlært arbejdskraft, men kunne ikke rekruttere nok til at udfylde skærestuen. Derfor prøvede slagteriet at tage ufaglært arbejdskraft ind til oplæring.
”Men det viste sig hurtigt, at mange faldt fra og vi erfarede samtidig, at den nødvendige oplæring af ”de trofaste” tog op til et halvt år, inden vi kunne forvente den fornødne rutine og effektivitet”, fortæller personalechef Jørgen Rasmussen fra Danish Crown, Ringsted.
Det var ikke en farbar vej på lang sigt. Derfor kontaktede han den lokale Eures-vejleder, som kendte slagteribranchen og kunne sætte virksomheden i forbindelse med Eures i Polen. Her har Danish Crown Ringsted hentet arbejdskraft flere gange.
Det bliver kun nemmere
Danish Crown Ringsted bruger stadig deres vejleder i Eures, når der skal ansættes nye medarbejdere, og det er ifølge personalechef Jørgen Rasmussen blevet nemmere med tiden og virksomheden er blevet mere selvhjulpen.
”Vi er blevet bedre til at spørge målrettet ind til det, vi vil vide om de forskellige ansøgere”.
Det har f.eks. vist sig at være en fordel at spørge konkret ind til tidligere arbejdsopgaver for at få et bedre indblik i ansøgernes kvalifikationer. Samtidig har erfaringerne fra de første rekrutteringer haft betydning for, hvordan man håndterer de praktiske forhold omkring ansættelserne.
F.eks. er det ifølge Jørgen Rasmussen vigtigt, at de nye medarbejdere hurtigt får den ansættelseskontrakt, der er nødvendig for at de kan søge opholds- og arbejdstilladelse.
De praktiske forhold
Det har ligeledes vist sig at være af stor betydning, at virksomheden hjælper med at skaffe boliger, så de nye medarbejdere har et sted at bo, når de kommer. Danish Crown har med fordel gjort brug af vandrehjem. Herefter har man hjulpet med at finde mere permanente løsninger, f.eks. er flere af de udenlandske medarbejdere flyttet sammen i mindre bofællesskaber.
Det er efter Jørgen Rasmussens overbevisning vigtigt at ”…der er et naturligt flow i ansættelserne”. Dette betyder, at man skal sørge for, at de udenlandske medarbejdere, man allerede har, er integreret ordentligt på arbejdspladsen – både praktisk og socialt - inden man ansætter flere.
Sådan får du de bedste udenlandske medarbejdere –
personalechefens tips:
1. Tag selv af sted og mød ansøgerne face to face – og husk tolk.
2. Hvis du ikke selv kan komme af sted, så opstil et jobopslag med præcise krav til kvalifikationerne, så den lokale Eures-vejleder har mulighed for at foretage den første visitation for dig.
3. Få styr på formaliteterne omkring opholds- og arbejdstilladelse, så du kan hjælpe din nye medarbejder.
4. Sørg for at de nye medarbejdere har et sted at bo, når de kommer.
5. Sørg for at have planlagt en introduktion til arbejdspladsen, så de nye medarbejdere ved, hvad der skal ske, når de kommer.
6. Undersøg mulighederne for danskundervisning.
7. Sørg for at de nye medarbejdere er integreret på arbejdspladsen, inden der ansættes flere.
8. Brug Eures-vejledning, hvis der opstår usikkerhed omkring rekrutteringen.
9. Vær opmærksom på, at det tager tid at ansætte udenlandske medarbejdere. Især i starten, når alle de praktiske formaliteter skal bringes i orden omkring cpr.-/skattenummer, opholds- og arbejdstilladelser og bolig.
10. Tiden er godt givet ud – og det bliver nemmere og nemmere for hver gang du ansætter fra udlandet.