Personlige papirer
Når du skal søge arbejde i udlandet, er det en god idé at medbringe følgende papirer:
- pas: gyldigt for hele den periode, du påtænker at opholde dig i udlandet
- CV (dataliste)
- eksamenspapirer: oversat til landets sprog
- abefalinger: oversat til landets sprog
- fotokopier af ovennævnte
- pasfotos: mange arbejdsgivere ønsker foto på ansøgningen eller på ansøgningsskemaer
- kopi af fødsels- eller dåbsattest
Forsikring
Når du arbejder i et andet EØS-land, bliver du sygeforsikret på lige fod med landets egne statsborgere.
Ønsker du syge-hjemrejseforsikring, skal du tegne denne før du tager afsted. Undersøg hos dit nuværende forsikringsselskab, hvorledes din ansvars- og ulykkesforsikring samt din indboforsikring dækker, når du bor og arbejder i et andet land.
Folkeregister
Før du flytter til udlandet skal du melde flytning til Folkeregisteret i din bopælskommune.
Hvis du er væk i mindre end 6 måneder:
Du kan søge Folkeregisteret om stadig at være registreret i Danmark, men så skal du beholde din bolig i Danmark
Hvis du er væk i mere end 6 måneder:
Du skal altid melde flytning.
Flytning til Norden i mere end 6 måneder:
På Folkeregisteret i din bopælskommune får du udleveret internordiske flyttepapirer, som du skal udfylde og aflevere på folkeregisteret i det land, du flytter til.
Arbejdstilladelse
Som EU-borger skal man ikke søge om arbejdstilladelse for at tage arbejde i et andet EØS-land.
Hvis du ikke er EU-borger, men er f.eks flygtning, har permanent opholdstilladelse i Danmark eller er medfølgende ægtefælle fra 3. land, skal du derimod søge om opholds- og arbejdstilladelse i det land, hvor du påtænker at arbejde. Arbejdstilladelsen søges via ambassaden.
Social sikring
Dit gule sygesikringskort gælder kun ved ferierejser, og altså ikke når du arbejder i et andet land. Når du begynder at arbejde i et EØS-land, bliver du dækket af det pågældende lands sygeforsikringssystem.
Læs mere om rejsesygesikring på www.borger.dk
EU sygesikringsbevis
Hvis du tager til et andet EØS-land som jobsøgende, på f.eks. attest E 303, skal du huske at medbringe et EU-sygesikringsbevis, da det gule sygesikringbevis kun gælder ved ferierejser. EU sygesikringsbeviset udstedes af din bopælskommune.
Du kan få flere oplysninger om EU sygesikringsbeviset i din bopælskommune eller på Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses hjemmeside - se link i højre side.
E119
Hvis du er arbejdssøgende med danske dagpenge E 303, skal du hos Socialforvaltningen i din bopælskommune have udstedt en attest E 119, før du rejser. Attesten sikrer dig ret til sygedagpenge under opholdet i udlandet.
A-kasse
Når du får arbejde i udlandet, skal du overflyttes til det pågældende lands arbejdsløshedsforsikringssystem. Kontakt din a-kasse INDEN du rejser. Meld dig først ud af din danske a-kasse, når du er sikker på, at du er omfattet af det andet lands system.
Dagpenge til jobsøgning i udlandet E303
Hvis du har ret til dagpenge, har du mulighed for at søge om at få udbetalt dine danske dagpenge i et andet EØS-land i op til 3 måneder.
Læs mere om reglerne under dagpenge til udlandet eller i Arbejdsdirektoratets pjece "Om at være arbejdsløshedsforsikret i EØS".
Fra d. 1. maj 2010 er der nye regler for dagpenge i EU-lande (fordning (EF) nr. 883/04.
Artikel 64 i den nye forordning giver fortsat mulighed for, at en person kan søge arbejde i et andet medlemsland i op til 3 måneder med arbejdsløshedsdagpenge fra Danmark. Forordningen gør det muligt at forlænge perioden fra 3 måneder op til 6 måneder. Hvert enkelt EU-land afgør selv, om de vil benytte sig af muligheden. Danmark har fravalgt forlængelsen. Fremover udbetales dagpenge direkte fra det kompetente lands institution - hvilket i Danmark vil sige arbejdsløshedskassen.
Læs mere om de nye regler på www.ams.dk
Du skal henvende dig i din arbejdsløshedskasse for at få konkret vejledning om dine rettigheder vedrørende arbejdsløshedsforsikring i EØS-landene.
Skat
Der findes ingen fælles EU-regler på skatteområdet. Når du bor og arbejder i et andet EØS-land er du skattepligtig i dette land. Hvor meget du betaler i skat varierer naturligvis meget.
Arbejde i udlandet i mindre end 6 måneder:
Hvis du har arbejdet uden for Danmark i mindre end 6 måneder, skal du, når du kommer hjem opgive din udenlandske indkomst til de danske skattemyndigheder, dvs. i princippet skal du også betale skat i Danmark. Den skat du har betalt i udlandet vil dog blive fratrukket skatten i Danmark. Du kommer således ikke til at betale skat to gange af det samme beløb. Derudover vil du have nogle fradragsmuligheder for bl.a. kost og logi. Gem alle kvitteringer, lønsedler osv.
Arbejde i udlandet i mere end 6 måneder:
Hvis du arbejder i udlandet i mere end 6 måneder kan du søge om skattefritagelse i Danmark, dvs. du betaler kun skat i det land du arbejder i.
Henvend dig under alle omstændigheder til Skat inden du rejser - reglerne er komplicerede.
Kontrakt
Når du har fået tilbudt et job i udlandet skal du være opmærksom på, hvilke ansættelsesvilkår du tilbydes. Du skal derfor nærlæse den ansættelseskontrakt, din kommende arbejdsgiver har pligt til at lave.
Følgende punkter skal fremgå af kontrakten:
- arbejdsgiverens navn og adresse
- dit navn og din adresse
- arbejdsstedets beliggenhed
- en beskrivelse af arbejdet eller en angivelse af din titel, stilling eller jobkategori
- starttidspunkt
- forventet varighed med mindre der er tale om tidsubestemt ansættelse
- rettigheder med hensyn til ferie/løn under ferie
- opsigelsesvarsler - både din og arbejdsgiverens
- den aftalte løn og udbetalingsterminer
- den daglige eller ugentlige arbejdstid
Senest opdateret 1. marts 2010