forsiden  > Jobsøger  > Information om jobsøgning i Europa  > Dagpenge i udlandet

 

Dagpenge i udlandet

Betingelser for at få dagpenge i udlandet
Som dagpengemodtager kan du på visse betingelser tage dine danske dagpenge med, når du søger job i et  andet EØS-land. Du skal opfylde følgende betingelser:

 - Du skal være statsborger i et EØS-land.

 - Du skal være medlem af en dansk arbejdsløshedskasse. 

 - Du skal være berettiget til dagpenge, den dag du rejser fra Danmark

 - Du skal sammenlagt have været tilmeldt dit lokale jobcenter som fuldt ledig og have stået til rådighed i mindst 4 uger, efter du sidst blev arbejdsløs (4-ugers kravet).

 - Hvis du tidligere har benyttet en attest E 303, kan du ikke få en ny attest
E 303, før du har haft arbejde i mindst 296 timer (deltidsforsikrede 148 timer) inden for 3 måneder/12 uger (dokumentation for antal arbejdstimer skal vedlægges).

Fra d. 1. maj 2010 er der nye regler for dagpenge i EU-lande (fordning (EF) nr. 883/04.

Artikel 64 i den nye forordning giver fortsat mulighed for, at en person kan søge arbejde i et andet medlemsland i op til 3 måneder med arbejdsløshedsdagpenge fra Danmark. Forordningen gør det muligt at forlænge perioden fra 3 måneder op til 6 måneder. Hvert enkelt EU-land afgør selv, om de vil benytte sig af muligheden. Danmark har fravalgt forlængelsen. Fremover udbetales dagpenge direkte fra det kompetente lands institution - hvilket i Danmark vil sige arbejdsløshedskassen.

Læs mere på www.ams.dk

Du skal henvende dig i din arbejdsløshedskasse for at få konkret vejledning om dine rettigheder vedrørende arbejdsløshedsforsikring i EØS-landene.

Under "Landeinfo og jobdatabaser" i menuen til venstre  kan du finde den nationale arbejdsformidlingens hjemmeside i alle EU/EØS-landene. Du kan eventuelt på forhånd kontakte den relevante arbejdsformidling pr. mail for at få konkrete oplysninger om tilmeldingsproceduren når du er ankommet.

Hvordan ansøger jeg
Du skal ansøge om attest E 303, inden du rejser.
Vær opmærksom på, at Jobcenteret tidligst må udfylde blanketten 4 uger før afrejsetidspunktet. Ansøgningen behandles af din a-kasse.

Hvis ansøgningen er modtaget af din a-kasse senest 14 dage før afrejsen, kan attest E 303 udstedes ca. 1 uge før afrejsen.

Der kan på visse betingelser dispenseres fra 4-ugers kravet, - tal med Jobcenteret  eller arbejdsløshedskassen om dette.

Sygesikring under opholdet
Når du har modtaget din attest E 303, skal du henvende dig til din kommunes sygesikringskontor. Her kan du få udstedt et EU-sygesikringsbevis, så du er sygesikret under dit ophold.

Du skal også have en attest E 119, som sikrer dig ret til sygedagpenge under opholdet.

Når du kommer til udlandet
Du skal tilmelde dig arbejdsformidlingen i udlandet senest 7 dage efter oplyst afrejsedato fra Danmark, - tilmelder du dig senere, får du først dagpenge fra den dag, du har tilmeldt dig.

Du får udbetalt de danske dagpenge i lokal valuta men efter dansk skattetræk.
 
Der er meget forskellige tilmeldningsprocedurer fra sted til sted, og der kan i visse lande gå lang tid, før du får dine penge!

Kontakt din lokale Eures-vejleder i Danmark for informationer om procedurer i de enkelte lande.

Hvis du får arbejde
Hvis du får arbejde i udlandet, skal du som hovedregel melde dig ud af din danske a-kasse og derefter betale til arbejdsløshedsforsikringssystemet i det land, hvor du arbejder. Vær opmærksom på, at arbejdsløshedsforsikring er obligatorisk i langt de fleste EØS-lande og betales over skatten. Du skal dog selv tjekke, f.eks. via din lønseddel, at du er tilmeldt og betalende.
Kontakt din danske a-kasse for at sikre, at alt er i orden, inden du melder dig ud.

Når du vender tilbage til Danmark og skal genindmeldes i en arbejdsløshedskasse, skal du være opmærksom på, at du som udgangspunkt ikke kan få udbetalt dagpenge før arbejdsløshedskassen har fået en attest E 301.

Hvis du ikke får arbejde
Husk at du skal tilmelde dig i Danmark igen senest den dato, der står på attesten, hvis du ikke får arbejde. Ellers mister du din dagpengeret.

Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om reglerne i pjecen 'Om at være arbejdsløshedsforsikret i EØS', som fås i Jobcenteret og i a-kasserne eller på www.adir.dk

 

Senest opdateret 10. marts 2010

 
Nyttige links

Arbejdsdirektoratet: www.adir.dk
Download E 303 blanket
Pjece om E 303  (da., eng., ty., fr.) om EU-sygesikringsbeviset

 

 
  Job, rekruttering og uddannelse i udlandet